skip to Main Content
NE2398ab

IDEER TIL HAVEN MED SKØNNE STRANDSTEN

I denne dejlige sommertid tager vi næsten allesammen til stranden på et eller andet tidspunkt. Mange af os har en mani med at samle sten og finde andre strandskatte, det gælder både børn og voksne! Så kommer vi hjem med lommerne og poser fyldt med sten i alle mulige størrelser, farver og former. Her viser jeg nogle af ideerne fra min bog Kreativt genbrug – ideer til haven – fra det kapitel, som handler om sten og strandfund. I bogen er der mange flere ideer til, hvordan du kan bruge stenene hjemme i villahaven eller i feriehushaven. Noget er lige at gå til, andet kræver lidt mere tid.

Når vi er en tur på stranden, bliver vi fristet ikke bare af strandsten, men også af smukke muslingeskaller, en fint stykke drivtømmer og alle de andre skatte, som skyller i land. Børn elske at samle alt muligt, som de tager med hjem og leger med – men også vi voksne lader os rive med. Det er en afslappende og sommerlig beskæftigelse – som tilmed kan udmønte sig i fine indslag i haven, i form af kønne og sjove dekorationer.  – Det er lidt forskelligt, hvad vi kan finde rundt om i landet. Ved vestkystens vilde vover er der rav, afrundede sten og drivtømmer, der er så glat, som var det slebet med sandpapir.  Der, hvor bølgerne er mere rolige, er stenene mere kantede. Andre steder myldrer det med sneglehuse og muslingeskaller.  – Ikke mindst i feriehushaven er det oplagt med nogle sommerlige dekorationer, men også i den hjemlige helårshave kan du lave kønne indslag med strandfund. Det kan være alt fra en mobile af hulsten til helt strandbed med sten, skaller, drivtømmer og planter, der egner sig til det miljø. Tænk kreativt i stedet for bare at lægge fundene i en skål eller i en bunke udenfor døren! – På billedet ovenover er det mit barnebarn Lukas, som har næverne fulde af sten, han har fundet ved strandkanten ud for Vedersø Klit.

Kreativt genbrug – ideer til haven kan købes hos boghandlere, webshops (bl.a. Saxo) og udvalgte planteskoler. Vejl. udsalgspris 299,95 kr. Læs mere om bogen her. Signerede eksemplarer kan også bestilles direkte hos mig.

676-69b

I feriehushaven er det flot at anlægge en strandafdeling. Her er der plantet forskellige græsser mellem store marksten, og i forgrunden er der knortede strandsten, som er taget med hjem fra stranden ved Storebælt. Groft sand dækker jorden og en granitskål med vand fuldender billedet.

716-1055a

Det er utroligt, hvad man kan bruge sten til! Her er et hjørne i en engelsk have i East Sussex blevet udformet som et helt kunstværk med forskellige strandsten – i forskellige former, størrelser og nuancer – stående eller liggende.

469-90

ØV! Våde sten med flotte farver og mønstre falmer, når de kommer hjem, og overfladen tørrer. Det er der råd for. Læg de kønneste strandsten i en flad skål og stil den lidt hævet op over jorden, fx på nogle større sten. Fyld vand i – vupti, så kommer farverne tilbage, og samtidig er der skabt et fint fuglebad. Også til glæde for bier og andre insekter, der ikke drukner i vandet, fordi de kan komme op på stenene.

676-18ab

Det er oplagt at anlægge et strandbed i sommerhushaven – især på kystnære grunde. Her er et stort bed blevet fyldt med strandsten og plantet til med bl.a. pomerans-høgeurt, engelskgræs, malurt, forskellige græsser og stenurt. Rundt omkring i bedet ligger drivtømmer og andre fund fra stranden.

680-11a

Et bed i miniformat, i form af et stort, knudret stykke flintesten, som er anbragt i haven og nu udgør et fokuspunkt, omkranset af små grønne husløg og vættelys. I et par af hullerne er der ligeledes plantet husløg, som er yderst nøjsomme og kan klare sig næsten hvor som helst.

676-94bc

Strandsten med huller er uimodståelige, og man kan bruge lang tid på stranden med at gå på jagt efter dem! Her er to strandsten hængt op i et træ ved hjælp af ståltråd i sirlige snoede former.  Brug en kraftig ståltråd, der kan holde til vægten uden at gå ud af facon, fx en gammel renseribøjle.

Save

Save

Save

Save

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top