Foråret er i den grad over os, og for alle med altan er det ikke…
Det gule løv
På mine haverejser oplever jeg mange steder – især i Holland og England – at man gør flittigt brug af buske og træer og andre planter med gult løv. Det er meget smukt, og de forskellige nuancer af gule blade giver en fin kontrast til de mere ”almindelige” grønne kulører.
Det er, som om vi herhjemme er bange for gult i haven. Synd og skam! Lad os komme i gang med at plante gult. Det er jeg selv begyndt på og er godt på vej til at anbringe flere og flere gule indslag her i haven.
Farven gul er jo ikke bare en enkelt farve – der er et utal af nuancer fra solskinsgult til citron- og limegult på paletten. Nogle er hidsige og pågående – andre er sarte og stilfærdige. Noget løv er ensfarvet, andet er broget. Så du kan altid finde planter, som passer til din have og dit temperament!
Der findes masser af gulbladede græsser og stauder, vi kan glæde os over hele sæsonen igennem. Ofte er de fætre til dem med almindelige grønne blade. Buksbom, efeu og hosta er gode eksempler på dette. Derudover er der træer og buske, som jo fylde mere i landskabet og kan lyse op i mørke hjørner af haven. Det ser, som om solen skinner på de steder, hvor der er plantet gult. Hvis du vælger stedsegrønne vækster med gult løv, kommer der solskin i din have hele året!
10 gode gule planter
Enebær – Juniperus x pfitzeriana ’Carbery Gold’
Gul fligbladet druehyld – Sambucus racemosa ’Plumosa Aurea’
Gulbroget benved – Euonymus fortunei ’Emeral ’n’ Gold’
Gulbroget vedbend – Hedera helix ’Goldheart’
Hosta – Hosta ‘Fire Island’
Japansk løn – Acer shirasawanum ‘Aureum’
Japansk skovgræs – Haconechloa macra ’Aureola’
Japansk spiræa – Spiraea japonica ’Goldmound’
Storbladet, gulbroget buksbom – Buxus sempervirens ’Rotundifolia Aurea’
Trompetkrone – Catalpa bignonioides ’Aurea’
I udstillingsparken Appeltern i Holland faldt jeg for denne gule have, hvor de grønne og gule løv supplerer hinanden på fineste vis. Kik på billedet og prøv at forestille dig, at alle blade var grønne. Så ville det være en anderledes tam affære! (www.appeltern.nl)
Den gulbrogede, opstammede benved er plantet lige udenfor vores vindfang, hvor den lyser godt op i en lidt mørk indkørsel. Gulbroget benved har jeg flere steder i haven, hvor de vokser frit som klatreplanter, der bliver flere meter høj.
Når man siger vedbend, tænker de fleste nok på den kønne klatreplante med grønne blade. Men den findes også i en broget sort, hvor bladene har gule pletter – og nogle kan være næsten helt gule. Et fin alternativ, synes jeg.
Japansk løn er jeg begejstret for. Der findes en mængde forskellige, og mange af dem har en spændende, kroget vækst med smukke blade og fine høstfarver. Denne gule ’Aureum’ så jeg på en tur til Holland i sommer. Must have!
Den gule japanske skovgræs ’Aureola’ er en af mine yndlinge, som også egner sig fint til krukker. Mit eget eksemplar er ikke så stor og flot som denne – men det skal nok komme!
Den gule enebær ’Carbery Gold’ har nået anseelige proportioner her i det engelske haveselskabs have Rosemoor. Men den kan sagtens holdes i ave, så den passer til en almindelig villahave.
(www.rhs.org.uk/gardens/rosemoor)
Trompetkrone ses ikke så ofte herhjemme, og da slet ikke den gule udgave ’Aurea’. Træet vokser ret langsomt, da det er på sin nordlige grænse her – men hvem ved, klimaforandringer gør måske, at det bliver mere almindeligt? Dette smukt beskårede træ har jeg set i Belgien.
Der findes et væld af gulbladede hostaer, og jeg har flere forskellige sorter i haven. Dog ikke denne skønne med de rødbrune stilke. Den hedder ’Fire Island’, og den faldt jeg for på Chelsea Flower Show.
Vi har 7 japanske kirsebærtræer stående på stribe 6m mellemrum, nr.3 og nr 7 har har meget lysegrønne blade i forhold til de andre, hvad skyldes det? Mvh. Eva