Foråret er i den grad over os, og for alle med altan er det ikke…
BYD JULE-VELKOMMEN MED EN GRØNKÅLSKURV
Det hører sig til at tage pænt imod julens gæster! Det kan du gøre med en smuk kurv med pyntegrønt ved hovedindgangen.
Følg med her og se, hvordan jeg har fyldt kurven med alt godt fra haven – og en flot grønkålsstok. Stjernen er også af grene fra haven. Det er ganske let at dekorere kurven; det kan du gøre på kort tid.
Klip forskelligt stedsegrønt i haven og naturen og brug lige det, du har for hånden. Her har jeg samlet buksbom, taks, tuja, efeu med frøstande, forskellige slags kristtjørn, gulbroget benved og bærmispel med røde bær. Stil spanden ned i kurven og fyld den med vand.
Stik de stedsegrønne grene ned i vandet, så holder de længe. Klip små kviste af til senere brug. Anbring grenene rundt langs kanten af kurven.
Sav den nederste tørre del af stokken af, ellers kan kålen ikke suge vand.
Anbring kålstokken midt i kurven, så den også når ned i vandet. Pynt med de små kviste ved at stikke dem ind i kålen forneden hele vejen rundt.
Jeg har lavet en stjerne af grene fra haven, til at stikke fast foroven (kan udelades!). Klip seks lige grene og form dem til to trekanter. Hold dem sammen med en klat lim eller en lille stift og sur samlingerne med bast. Læg de to trekanter ovenpå hinanden og sur dem sammen. Sæt til sidst en lodret gren fast bag på, som beskrevet ovenfor. Så er stjernen klar.
Stil gerne et lille bord ved siden af med lygter, så du skaber en køn opstilling. De tændte lygter er prikken over i’et, når det mørkner!
Hvor er det et dejligt indlæg. Inspirerende, kreativt og grønt.
Tak Helga – kurven står lige udenfor vores vindfang. Jeg er sikker på, at du også byder velkommen på en smuk måde hjemme hos dig! 🙂 Nina
Hej Nina
Falde over dette indlæg, men desværre er de fleste af billederne væk
Tusinde tak for din super inspirerende blog, jeg bruger den ofte
Rigtig glædelig jul
Mariakaisa
Tak skal du have! 🙂 Nina