Foråret er i den grad over os, og for alle med altan er det ikke…
Børnedekorationer fra haven og naturen
Tag varmt tøj på, tag på en efterårstur i skoven med børn og børnebørn – eller gå en runde i haven og find materialer til ganske enkle dekorationer, som børnene og du kan lave sammen. Det er superhyggeligt og kreativt samvær!
Efterårsdyr og –dekorationer
Ungerne vil elske en tur, hvor I samler alle mulige materialer, som bagefter kan bruges til børnedekorationer, fx dyr og figurer. Fantasien fejler ikke noget, men de mindre børn skal du måske hjælpe lidt på vej, når kunstværkerne skal fremstilles. Pinde, mos, grene, svampe, frøstande, bær og lignende er lette at finde på denne årstid, og de kan bruges på alle mulige måder.
Fantasien får frit spillerum, og der er dyb koncentration, når Lukas skal lave sine helt egne børnedekorationer og transformere naturens materialer til sjove dyr og figurer.
Så er der serveret børnedekorationer! En helt enkel dekoration på fad, som selv de mindste kan klare. På et grønt leje af mos ligger en ege-kvist med vissent løv, agern, en blomst fra en klatrehortensia, kogler, kastanjer og nogle hyben – eller hvad I nu kan finde. Prikken over i’et er det lille glas med et fyrfadslys.
Den lille ramme er fremstillet af fire mosbevoksede lærkegrene, med en rosengren fyldt med hyben som pynt. Klip fire grene fx på hver 15-20 cm. Bind hjørnerne sammen, med tynd ståltråd snoet på kryds og tværs. Bind til sidst rosengrenen fast med ståltråd.
Natur-skulptur eller skovtrold, vælg selv! Find en passende gren og slå et lille hul midt i med hammer og søm – og lim et stykke elefanttråd (tyk ståltrådspind) fast heri med en limpistol. Lav hul i de hårde ting med en syl – og sæt de forskellige dele fast ovenover hinanden på elefanttråden: kogler, kastanjer, små frønnede grenstumper, mos og et par egeblade. Luk af med en krølle på elefanttråden foroven.
De små skovmænd af kogler vækker altid lykke. Klip de øverste skæl af fyrrekoglerne og lim agern fast på toppen som hoved, med limpistol. Lim så koglerne fast på et lille stykke bark. Mal til sidst øjne med en tandstik dyppet i hvid maling og en sort tuschprik ovenpå.
Rudolf og hans venner hygger sig sammen. Klip i alt syv små stykker grene til hvert rensdyr: krop, 4 lige lange ben, hals og hoved. Klip til sidst 2 små kviste til gevir. Lim delene sammen med en limpistol. Pynt dame-rensdyrene med et par tørrede (hortensia)blomster og herrerne med et (græs)blad, bundet som halstørklæde. Du kan også give Rudolf en rød tud med en klat maling.
Kære Nina, tillykke med din nye blog -den glæder jeg mig til at følge!
Jeg er helt vild med de små rensdyr -de er så søde! kærlig hilsen Helle
Ja, Helle – rensdyrene er også mine yndlinge! – Og så kan man jo lave dem i forskellige størrelser. KH Nina
Sikke hyggeligt det ser ud, man får helt lyst til at være kreativ. Jeg glæder mig til at se din have – her på bloggen. Havehilsner