Foråret er i den grad over os, og for alle med altan er det ikke…
MIN NYE KOMPOST AF PALLERAMMER
Min gamle kompost kunne ikke mere. Brædderne, den var bygget af, var helt møre, og der var trængt snerle og andet ukrudt ind i jorden fra bunden af. Så ud med den og ind med en ny model. Valget faldt på pallerammer, for så skulle jeg ikke ud i det store tømmerarbejde. Samtidig er komposten blevet hævet lidt op over jorden, fordi den står på en palle. Så slipper jeg for indtrængende ukrudt nedefra. Komposten er tre rammer høj, men kan forøges med en ekstra, hvis det skulle blive nødvendigt. Rammerne er af uimprægnet træ, men jeg har malet dem tre gange med træbeskyttelse. Hvis du vil bruge kompostjorden i køkkenhavens bede, bør du fore de indvendige, malede sider med fiberdug. Følg med her, hvordan jeg gjorde, trin for trin.
Jeg købte min palle og rammerne Jysk Palleimport, men har siden set, at Silvan sælger sortmalede pallerammer til 99,75 kr. pr. stk. Så slipper man for al malerarbejdet!
Sådan så komposten ud ved leveringen. En palle med tre pallerammer ovenpå.
Jeg valgte en palle af hård plast som bund. Den tager ikke skade af at stå på jorden, mens en palle af træ vil rådne med tiden.
Pallerammerne fik tre gange mørkegrøn træbeskyttelse. Du kan vælge mellem olie- eller vandbaseret. Jeg synes, st oliebaseret er nemmest at male med, men vandbaseret tørrer hurtigere.
Pallen i bunden dækkede jeg med barkdug, købt i mit lokale plantecenter. Så falder de ting, der kommer i komposten, ikke ud gennem pallens store tremmeværk. Barkdugen er transparent, så væde kan sive igennem, og komposten ikke drukner i regnvejr.
Barkdugen var nem at klippe til med en saks, og den blev holdt på plads med gaffatape langs kanterne og på hjørnerne.
Så blev pallen anbragt på sin plads i haven. Der blev målt på kryds og tværs og klodset op her og der, for at sikre at den var i vatter. Derefter var det bare at sætte de tre rammer ovenpå igen – og vupti – så var komposten klar til at blive taget i brug.
Der er allerede smidt forskelligt i komposten – grønt køkkenaffald, afklippet græs, visne blomster og blade. Jeg har gravet orme op og smidt derned for at få gang i omsætningen. Tidligere kom ormene helt af sig selv, men de kan jo ikke kravle op, når bunden er hævet over jorden. Hvis det ikke er nok, må jeg få fat i nogle rigtige kompostorme.
Nu står komposten i et fredeligt hjørne i haven, lige ved siden af mit pottebord. Så kan jeg lige smide afklip og blade direkte ned i den, når jeg står og arbejder.
Og samtidig har du givet pindgrisene mulighed for at putte sig under hele arrangementet. Det ser godt ud. 😀
Sikken en ekstra gevinst – det havde jeg slet ikke tænkt på! 🙂 🙂 🙂
Hej Nina,
Tillykke med du er kommet igang med at lave kompost. Men kompost skal være i jordkontakt, derfor ingen palle! – og der skal være ventilation i højden, dine sider er for tætte med de rammer. Måske du kan sætte små stykker liste mellem de enkelte rammer, så der kommer luft ind til materialet.
Hej Susana – tak for dine gode råd! Mht. ventilation er jeg klar over, at det måske kan blive et problem, men jeg forestiller mig at bore (pænt store) huller i siderne. Hvad angår jordforbindelsen vil jeg lade det komme an på en prøve. Hvis det viser sig at blive nødvendigt, må vi så fjerne pallen, men jeg er ikke meget for det, for jeg har rigtig dårlige erfaringer fra min forrige kompost med, at komposjorden blev inficeret af alskens uønsket ukrudt. Især snerle og skvalderkål. 🙂 Nina
Hej Nina
Og hvad gør du af det rigtige ukrudt?
Dvs skvalderkål, snerle, fuglegræs, kvikgræs osv, det kommer vel ikke deri?
Jeg har indtil nu kørt det i en stor s..vælling, men leger med tanken om at lave to slags komposter,. En til krudt og en til ukrudt.
Hej Tina
Jeg kommer ikke rødder af snerle, kvikgræ, skvalderkål og lignende i komposten, hvor de igen ville kunne få fodfæste. Den slags har jeg smidt i en affaldsbeholder, og det er blevet kørt på vores genbrugsplads, hvor man kan aflevere grønt affald. Dette bliver komposteret, men først varmebehandlet, så alt ukrudt inkl. frø forsvinder.
Det ukrudt, jeg har kæmpet med i min forrige kompost er trængt ind fra bunden og har sneget sig op i jorden. 🙂 NIna
Hej Nina,
Nu er der gået et par. Er du stadig tilfreds med indretningen? Jeg skriver, da jeg står overfor at skulle etablere kompostbunke, og har planlagt at bruge pallerammer og evt. at løfte det over jorden.
Mvh.
Kiann
‘…. der gået et par år..’. – skulle det jo stå 😉