skip to Main Content
Nytårsdekoration, Foto Nina Ewald

BJARNE ALS’ NYTÅRSDEKORATIONER

Fejende flot og overdådig, sådan skal nytårsaften være, ifølge Bjarne Als. Jeg har besøgt den kendte blomsterkunstner, som har har kreeret tre skønne nytårsdekorationer, lige til at lade sig inspirere af. Med dem vil jeg sige tak for det gamle år, glædeligt nytår og på gensyn i 2017!

“Nytårsaften skal være en stor og flot fest, og lige netop denne aften skal vi ikke spare på hverken maden, tøjet og blomsterne. Når vi i forvejen drikker dejlig champagne og spiser lækre delikatesser, skal vi ikke fedte med blomsterne”. Sådan siger Bjarne Als, der er indehaver af Bering House of Flowers i det indre København. For ham skal nytårsdekorationer signalere overdådighed og elegance. Et af de gennemgående elementer i dekorationerne her er mistelten som har en særlig historie. Læs mere om dette sidst i indlægget. Læs mere om ering House of Flowers HER.

686-12_resize

Bjarne Als i sin pragtfulde butik, i fuld gang med at kreere nytårsdekorationer.

686-3a_resize

Borddekorationen består først og fremmest af roser, ranunkler og orkideer tilsat mistelten og forskellige grene og grønt. En midterdekoration må ikke være for høj. Ellers har man svært ved at se og tale med dem på modsatte side. Selvom bordet er langt, kan man udmærket nøjes med én enkelt dekoration. Man skal blot sørge for at udforme den, så den følger bordets længderetning, og forlæng gerne selve dekorationen med afskårne blomster og blade hen ad bordet.

686-9a_resize

Hvis nytårstraktementet består af en buffet, er det oplagt at stille en smuk blomsteropsats på bordet. Buffetopsatsen her skal både relatere sig til maden og understrege den festlige stil. Derfor består dekorationen af både af blomster, blade, mistelten og spiselige indslag i form af forskellige frugter, så som ananas, små bananer, og grønne druer.

686-14b_resize

I dette utraditionelle, men også meget flotte blomsterophæng, er amaryllis den vigtigste del af dekorationen. De hænger med hovederne nedad og er også brugt som ”vaser” for orkideerne på toppen. Hertil kommer lærkegrene med lav, sortfarvede eucalyptusgrene og mistelten samt bånd og pynt. Hæng dekorationen i stuen, over spisebordet eller som en festlig velkomst i entreen. Den skal nok vække opsigt!

686-5a_resize

I virkeligheden er misteltenen slet ikke en juleblomst, men hører nytåret til. Grenene skal hænges op for at beskytte boligen mod det onde og skal blive hængende hele året i gennem. Denne historie, som knytter sig til gammel overtro, fik Bjarne Als for mange år siden fortalt af skuespillerparret Solbjørg Højfeldt og Henning Jensen, der er faste kunder i butikken. ”Til nytår bæres den gamle mistelten ud af huset, og dermed tager man alt ondt med. Først derefter bæres den nye mistelten ind og hænges op. Det er vigtigt, at de to planter ikke krydser hinanden, da det onde så vil springe over på den nye mistelten og bringes med ind i huset igen”.

Save

Save

Save

Save

Save

This Post Has 2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top