Foråret er i den grad over os, og for alle med altan er det ikke…
GIV FORÅRET EN HÅNDSRÆKNING
Foråret står på spring, men stadigvæk skifter vejret mellem sne, grå silende regn og ind imellem dage med høj sol og blå himmel. Dem vil jeg gerne have mange flere af! Nu er vi kommet så langt hen på vinteren, at jeg ikke orker mere mørke og sne, men drømmer om foråret.
Dagen er tiltaget med flere timer, og lyset signalerer, at foråret står på spring. Her får du mine bud på, hvordan du kan give foråret en håndsrækning og skabe farver og optimisme med få midler – både ude og inde. Det drejer sig om forårsblomster og -løg. Stil dem i stuen, på terrassen, i vindfanget, på altanen og andre steder, hvor du kommer tit – eller som du kan se inde fra huset. Så får du med et snuptag masser af forårsglæde. Brug gerne sjove og alternative ‘potter’ og vaser. Det giver en ekstra dimension til oplevelserne. Bag efter kan du grave løgene ned i haven (dog ikke tulipanløgene, det egner de sig ikke til), hvor du kan lade dem visne ned og glæde dig til næste års forårsflor i bedene.
INDENFOR
Fine forårsløg i glas og vaser. Køb løgene hos blomsterhandleren eller grav den op i haven. Find forskellige (glas)vaser til at plante dem i og stil en farveglad samling på en hylde eller i vindueskarmen.
Hornvioler og perlehyacinter er blevet plantet i spinkle, gamle kopper – og stillet på en bakke med forskelligt tilbehør, så de tilsammer et smukt stilleben i stuen.
Fyld vindueskarmen med kønne kurve, potter og glas. Her er en fin opstilling med hyacinter, spirende vintegækker fra haven, krokus, amaryllis og pomelo fra et par kerner, der blev lagt i efteråret.
UDENFOR
Lakerede spande er fine ‘krukker’ til at plante forårsløg i. stil nogle stykker sammen, hver med sin slags blomster. Det giver ro og harmoni. Her er det pink hyancinter og blå iris af sorten ‘Katharine Hodgkin’.
Jeg elsker perlehyacinter! Her er de plantet på rad og række med løgene på, i lave blåmalede underskåle. Køb løgene i potter hos blomsterhandleren eller grav nogle klumper op fra haven.
Træbakken er blevet foret med plast, og heri er der blevet plantet en klump af hvide tulipaner. Jorden er blevet dækket med mos og dekorative grene placeret her og der.
I Keukenhof i Holland så jeg denne overdækkede terrasse, hvor der var ophængt forskellige spande og gryder, fyldt med små hvide tète-a-tète narcisser. En sjov og anderledes idé.
This Post Has 0 Comments